Træet på Vrå Højskoles gårdsplads

vraa elm 1

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Elmetræet var engang et smukt fuldkronet træ.

Det blev desværre angrebet af elmesygen i 1990-erne, hvilket betød træets endeligt, selvom Højskolen på kreativ vis har forsøgt at redde det bedst muligt.

Forstander Pia Schnoor har i sommeren 2012 sendt FBL denne beretning:

vraa elm 2“Vi kan desværre kun mindes træet nu –

Der er tale om et elmetræ – vi mener det er plantet omkring 1908, men er ikke helt sikre – vi kan ikke se det på tidligere billeder fra skolen – skolen er opført her på stedet i 1890 – så muligheden for at det er lidt tidligere er til stede.

Træet fik elmesyge og blev skåret tilbage første gang i 1995 i et forsøg på at redde det – igen en smule skåret ned i 2007 i et nyt forsøg, men i sommeren 2009 gik det helt galt – lørdag i uge 26 – i blæsevejr – fik vi gården fyldt med visne blade i løbet af 2 timer, og enkelte af de øverste døde grene fulgte efter bladene. Vi savede de døde grene ned – og træet stod som en skamstøtte over sit eget liv.

To af vores unge kunstnere Bjarki Sol og Zsofia Cargoly (begge Islands Kunstakademi) kom med forslaget om at lade træet blive til “Ygdrasill ” – med livets floder op ad stammen.

vraa elm 3Træet blev savet til, behandlet med linolie – og byens børn, ældrecentrets beboere og de unge på højskolen blev opfordret til at lave figurer med symboler fra deres liv – små 100 figurer i ler blev det til – de unge selv lavede 22 glasfigurer, der skulle fange lyset. Alle figurer blev monteret i træets krone – og værket blev afsløret på grundlovsdag 2010.

Træet fungerer nu i sin udformning, men vi har ikke et ønske om at bevare det for evig tid, og indgår ikke i renoveringsplanerne for gården på længere sigt.

Til gengæld har vi på den anden side af huset en meget smuk gammel rødbøg, der forhåbentlig kan leve mange år endnu – ligesom der andre steder i højskolens park er en del store gamle træer.”

vraa elm 4

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vrå Højskole skrev følgende pressemeddelelse i november 2019: 

 

“For 10 år siden døde en ikonisk del af Vrå Højskole, vores elmetræ i gården. Ifølge legenden stod det gamle elmetræ i gården fra 1890 til for 10 år siden som et samlende symbol på livet på højskolen. Træet er igennem tiderne blevet brugt på mange gruppebilleder. Der er danset omkring det utallige gange, og det har i det hele taget været centrum for mange begivenheder på Vrå Højskole. Desværre døde det af elmesyge, og i foråret var det slut. Træet var blevet for hult og måtte fjernes.

Derfor besluttede Vrå Højskoles Venner at købe et nyt træ til samme sted. Men ikke et hvilket som helst træ. Træet har vokset sig stort i Sydtyskland og er 8 meter højt med rod. Det er en smuk bredbladet lind, og det ankommer til Højskolen torsdag den 14. november 2019. Når det ankommer på blokvognen, bliver det med en kran løftet over vores Nordfløj og ind i gården, hvor der i midten er forberedt et hul til det.”

FBL kan tilføje, at der i juli 2020 blev opsat en bænk rundt om træet.

 

Det nye træ, en lind, er er ankommet til Højskolen

 

Træet hejses med kran over bygningerne til gårdspladsen

 

Træet er på plads i plantehullet

Retur